Er en diamant en god investering?

Det er et spørgsmål en eksamineret diamantgraderer ofte bliver stillet. Her forklarer vi, hvorfor man skal passe lidt på, når man ser ordet “investeringsdiamanter”.

Diamanter er helt særlige i den forstand, at de er uforanderlige. De fleste andre ting, vi køber, udsættes for slid. De får brugsspor, der er udgifter til vedligeholdelse, eller de forgår. Diamanter har en uovertruffen fysisk holdbarhed, og dertil viser historien, at de ikke går af mode. Diamanten er steget støt i pris siden anden verdenskrig, og ædelstenen er ligeså efterspurgt af kvinder i dag. Dertil har priserne vist sig stort set upåvirkelige af op- og nedture som for eksempel finanskrisen. Det fortæller salgstal fra verdens største diamantbørs, Rapaport (Rapaport Research Report, January 2018, p. 18).

Disse egenskaber og forhold gør diamanter mere værdifaste end de fleste andre ting, man kan eje. Her forudsætter vi naturligvis, at man har købt diamanten af en diplomeret diamantgraderer, som har sikret sig, at man har fået adgang til de bedste diamanter.

Det betyder dog ikke, at man vil kunne købe en diamant i dag og sælge den med fortjeneste i morgen. Diamanter har heller ikke investeringspotentiale på samme måde som aktier i en virksomhed eller handel med fast ejendom. Man skal ikke forvente store, flotte afkast eller profit. Det er heller ikke realistisk at forvente at få nypris i forbindelse med et gensalg, hvis man selv har handlet på detailniveau. Slet ikke, hvis man skal sælge hurtigt.

Denne type diamant kan altid sælges igen

En smuk diamant i rigtig god kvalitet og med et lødigt certifikat vil dog altid bevare en vis værdi. En hvid diamant i 1 carat, 2 carat, 3 carat, 4 carat og 5 carat vil der altså være købere til. Købergrundlaget til diamanter i 10 og 20 carat er betragteligt mindre, og der vil være længere liggetid.

Det er mere nuanceret at sammenligne det at eje en diamant med den umådelige nydelse og glæde, man oplever ved at være i besiddelse af andre smukke ting som en klassisk sportsvogn, et flygel, en racehest eller et kunstværk. At diversificere og bruge en andel af sin formue på vidunderlige, sjældne genstande af høj kvalitet og med lang holdbarhed giver vel god mening – også selv om der ikke er tale om en investering i klassisk forstand.

Naturlige diamanter bliver sjældnere

Det er værd at huske på, at der er mange diamanter i omløb, men kun få diamanter i højeste smykkekvalitet. De mest pragtfulde diamanter anses for at være skattede samlerobjekter. Og noget tyder på, at de bliver sjældnere og sjældnere. Nogle af verdens største diamantminer er netop lukket – eller står til snarlig lukning. Diamanten som naturressource bliver mere knap over de næste par årtier, da der ikke er fundet nye diamantdepoter i mange år. Det tager omkring 20 år, fra et område er udforsket og vurderet velegnet til minedrift, til en diamantmine står klar til udgravning. Derfor er længere prognoser mulige (1). Hos Betsey Sook taler vi ikke om “investeringsdiamanter”.

Vi kalder det “diamanter, der er værd at investere i”, og vi anser diamanter som “samlerobjekter”.

Noter: (1) Supplerende læsning: McKinsey & Companys rapport “Perspectives on the diamond industry”